"Blomstens lys"

Hvad behøver jeg at vide? Jeg behøver at vide, at uanset hvad jeg gør, så tager ting tid. Ting skal have lov til at udfolde sig i præcis det tempo, som de har brug for. Hvor skal du så være? Du skal bare være, ikke gøre, men blot observere, hvordan det hele folder sig ud som et stort kunstværk med plads til både lys og mørke, sol og måne, dag og nat. Balancen er altid at foretrække - for intet uden det andet, og det ved du godt allerede. 

Stop med at kæmpe imod og blot give slip. Hvordan giver du så slip? Du trækker energien væk og ud af det. Lad være med at give det opmærksomhed, for det vil fastholde dig i at træde vande. Det vil svare til, at du sætter dig og kigger på en blomst, imens den gror. Du vil kritisere dens udseende og kvaliteter undervejs. Ej, hvorfor nu et blad der? Den vil få præstationsangst og føle sig forkert. Så lad nu blomsten være og lad den vokse sig stor og flot i dens eget tempo på dens egen måde. Giv den fred og ro, og stop med at overskride dens grænser ved at betragte den så indgående. Hav nu tillid til, at den bliver lige præcis, som den skal være. Når du hele tiden overvåger den, så føler den sig lille og iagttaget. Den blive bange for at gro forkert og optage næring, for hvis den vokser sig større, får den sværere ved at skjule de fejl og mangler, du finder hos den. Den vil have lyst til at blive i skyggen, i jordbunden, sammen med alle ormene og sneglene, frem for at vokse ind i sin oprindelige natur, som en rank og prydefuld blomst, der lyser skovbunden og selve livet op. 

Dens ægte natur, dens sande identitet, vil den for altid længes efter dernede i jordbunden, men den kan lære at være dernede, hvis den er der længe nok. For så vil den blive vant til miljøet og med tiden lære at finde en form for tryghed i det miljø, der oprindeligt ikke var tiltænkt den. Men længslen vil ikke lade den være der nede i jordbunden, for den kan intuitivt fornemme, at der er noget andet til den. Den kan glimtvis fornemme solens stråler, og når den strækker hals i et modigt øjeblik, så vil den også kunne høre, at sandheden hvisker blidt i dens krone. Tør den lytte af frygt for udskamning? Af frygt for at måtte forlade sit velkendte miljø, som den gennem tiden er blevet vant med? Den er blevet vant til at føle sig forkert, som en outsider, i det jordbundne miljø, men samtidig kan den heller ikke fortsætte med at overhøre sit sjælskald fra lyset længere oppe. 

Åh hvor vil den gerne derop at se lyset, mærke det, føle det, sanse det, tage det ind. Men det er ikke så let. For den skal lære at gro igen, og finde mod til det. Den behøver nemlig ikke længere mig til at holde den nede, for det klarer den så fint selv nu.